Besættelsestidens grave: Frihedskæmpere

Gravplads for 24 frihedskæmpere, hvoraf de fleste mistede livet omkring befrielsesdagene i maj 1945. Her er de nedsat i et fælles anlæg med soldater og politifolk, der alle mistede livet i forbindelse med besættelsen.

Frihedskæmpergravene på Bispebjerg Kirkegård er som alle andre frihedskæmpergrave i Danmark fredede. Fredningen af de i alt ca. 750 grave fandt sted i 1960'erne som led i en omfattende registrering af danske frihedskæmpergrave. I Kirkeministeriets cirkulære fra 1968 om fredning af frihedskæmperes grave fremgår det, at der er tale om grave, ”hvori er begravet personer, der har mistet livet i årene 1940-45 som følge af deres indsats i kampen for Danmarks befrielse eller som følge af, at de har ydet støtte til modstandsbevægelsen.”

Udover at gravene ikke kan nedlægges betyder fredningen, at kirkegårdene har en særlig pligt til at vedligeholde gravmonumenterne. Det vil blandt andet sige, at gravstenene sendes til stenhugger, hvis inskriptionerne på dem bliver utydelige. På Bispebjerg Kirkegård lægges der også altid gran på gravene til jul, og der pyntes op i forbindelse med mærkedage knyttet til besættelsen. Det gælder bl.a. den 9. april (Danmarks besættelse) og den 5. maj (Danmarks befrielse). Også den internationale mærkedag ”Remembrance Day” den anden søndag i november markeres både her og i det nærliggende anlæg med grave for britiske flyvere, som styrtede ned over Danmark under 2. Verdenskrig.

I dette anlæg blev det ved etableringen tydeligt markeret, at de døde var frihedskæmpere. På mange andre frihedskæmpergrave var dette ikke tilfældet. I forbindelse med registreringen og fredningen af de danske frihedskæmpergrave blev det bl.a. derfor besluttet, at gravstenene skulle udsmykkes med den såkaldte frihedskæmperplakette. Den bærer indskriften ”Faldet i Danmarks Frihedskamp 1940-45” og er skabt af billedhugger Knud Nellemose, der selv er nedsat i askefællesgraven på Bispebjerg Kirkegård. Frihedskæmperplaketten kan bl.a. ses på de 38 individuelle frihedskæmpergrave, som findes forskellige steder på Bispebjerg Kirkegård, heraf 13 grave, som ligger kirkegårdens afdeling 10 umiddelbart øst for det fælles anlæg.

På Filmcentralens hjemmeside kan man se et klip fra 1945 af mindehøjtideligheden ved begravelsen af frihedskæmperne i dette anlæg. Link til Filmcentralen

Location
Get QR code