Flyver Alfred Nervø (1879-1921)

Alfred Nervø var i sin samtid kendt som både journalist, manuskriptforfatter og motorsportsmand. Han skrev sig desuden ind i flyvningens historie ved at være den første til at flyve ind over København.

”Fredag den 3. juni 1910 var vejret sommerligt og hen imod aften blikstille” skrev Nervø i bogen ”10 år bag rattet” fra 1917. At det var vindstille, var afgørende for at Nervø turde lette i sit primitive fly fra Kløvermarken og sætte kurs mod det centrale København, hvor han rundede rådhuset. En begivenhed, som vakte eufori og i tiden efter fyldte avisforsiderne.

Nervø havde set Jacob Ellehammers berømte første flyveforsøg i 1905, og det vakte hans interesse for flyvning. I forvejen var Nervø stærkt interesseret i motorsport, som han skrev om i sin tid som sportsredaktør for Politiken i perioden 1905-1921. Samtidig var han var en af de førende i Danmark inden for selvsamme sportsgren. I 1906 satte han således dansk rekord ved at køre strækningen København-Frederikshavn på blot 38 timer.

Alfred Nervøs gravminde er i skønvirkestil med palmeblad, sommerfugl og urne til at pryde monumentet. Samtidig er gravstenen en såkaldt donatorsten, altså en sten som andre har samlet ind til, hvilket ses af indskriften ”Rejst af motorkammerater”. Donatorsten var engang en almindeligt brugt måde at hylde en afdød.

Tæt på Alfred Nervøs gravsted ligger en anden berømthed fra samme tid begravet. Det er skuespilleren Carl Schenstrøm, kendt som Fyrtårnet i Fy & Bi filmene. De kendte hinanden, fordi Nervø som tekstforfatter bl.a. skrev manuskript til filmen ”Den fattige millionær”, hvor Carl Schenstrøm spillede en bærende rolle.

Location
Get QR code