I dag bliver størstedelen af den danske befolkning kremeret. Sådan har det ikke altid været. Mod slutningen af 1800-tallet var kremering - eller ligbrænding, som det også kaldtes - forbudt, men der var et tiltagende pres fra især læger, der først og fremmest argumenterede for de hygiejniske fordele. Én af de mest indflydelsesrige fortalere var lægen Ferdinand Levison.
Levison var 1881 medstifter af Foreningen for Ligbrænding, som arbejdede for at udbrede kendskabet til kremering og påvirke folkestemning og politikere til en lovliggørelse. Det fik foreningen succes med. Trods modstand fra bl.a. kirken blev kremering en anerkendt og lovlig begravelsesform med ligbrændingsloven fra 1892. Foreningen for Ligbrænding havde da i adskillige år lagt et politisk pres, bl.a. ved allerede i 1884 at opføre Danmarks første krematorium på Nyelandsvej på Frederiksberg.
Foruden lægevidenskabeligt arbejde og en plads i Københavns Borgerrepræsentation, var Levison formand for Foreningen for Ligbrænding fra 1885 og frem til sin død i 1907. Sammen med Københavns Magistrat planlagde han opførelsen af krematoriet på Bispebjerg Kirkegård til afløsning af krematoriet på Nyelandsvej, der hurtigt var blevet for småt. Levison nåede ikke at opleve det nye krematoriums fuldførelse i 1908, men hans aske er i dag at finde i urnehallen (kolumbariet) på Bispebjerg Kirkegård.
Krematoriet fra 1908 blev i 2003 erstattet af det nuværende krematorium ved Bispebjerg Kirkegårds hovedindgang.
Der er i dag (2022) 20 krematorier i Danmark fordelt ud over hele landet. Bispebjerg Krematorium er, målt på antal årlige kremeringer, landets næststørste. Det største ligger i Ringsted.