Statsminister Thorvald Stauning er en af mange ledende arbejderklassepolitikere begravet omkring søen på afdeling A - et område, der i folkemunde kaldes "Det røde Hav". Mange tror, at man skal være socialdemokrat for at blive begravet her, men det er ikke tilfældet; det er nok at blive erklæret fortjenstfuld.
Hvad det vil sige at være fortjenstfuld, kan du høre om her (01:52)
Du kan også læse med i stedet:
Vi befinder os på afdeling A på Vestre Kirkegård, og det er et område med en helt særlig status. Det har nemlig siden 1932 været sådan, at man kun kan blive begravet her, hvis man er en såkaldt ’fortjenstfuld person’, det vil sige en person, der har ydet en særlig indsats i det danske samfund, typisk inden for kunst, politik eller videnskab.
Fhv. statsminister Thorvald Stauning er en af de mange ledende arbejderklassepolitikere med gravsted i området omkring søen. Det er netop den store koncentration af venstrefløjspolitikere, der gør, at søen i folkemunde kaldes ”Det røde Hav”. Der findes dog også folk af anden politisk observans. Det har historisk været den til enhver tid siddende borgmester for Teknik- og Miljøforvaltningen, der har taget stilling til, om en afdød var fortjenstfuld nok til at blive begravet her, og det skal til politikernes ros siges, at man ikke på dette område har benyttet sig af lejligheden til at drille politiske modstandere.
Søen ligger for foden af det gamle Nordre Kapel, der blev taget i brug i 1892 og var med til at gøre Vestre Kirkegård til en attraktiv begravelsesplads. Da kirkegården blev indviet i 1870, var det udelukkende samfundets fattigste, der blev begravet her, men i takt med at man fik anlagt kirkegården og udbygget den med bl.a. et fint, grundmuret kapel, begyndte også bedrestillede borgere at indfinde sig.
I et kulturhistorisk perspektiv er det vigtigt, at også folk med i hvert fald nogen penge begyndte at lade sig begrave på Vestre Kirkegård, for de har nemlig haft råd til at sætte gravsten, der kunne modstå tidens tand, og som står den dag i dag. Derimod har vi ingen gravminder bevaret fra de første årtier af kirkegårdens historie – og det er i sig selv et vidnesbyrd om den armod, der prægede samfundet dengang, og som jo var en del af baggrunden for arbejderbevægelsens fremvækst.