Herman Bang, hvis noveller og romaner som fx Stuk, Tine og Ved Vejen stadig i det 21. århundrede finder sit publikum, døde i byen Ogden i staten Utah i januar 1912. Hans kiste kom hjem ombord på Amerika-damperen C.F. Tietgen, og 2. marts blev han begravet på Vestre Kirkegård. Der er intet gravminde over ham, til gengæld markerer en kæmpe bøg hans grav.
Hør om Herman Bangs død og begravelse (1:41) - eller læs med her
Herman Bang døde i Amerika i 1912. Han var på jordomrejse og på vej mod Stillehavet i tog, da han mistede bevidstheden og blev indlagt på et hospital i Ogden i staten Utah. Her udåndede han den 29. januar kl. 5 om morgenen uden at have genvundet bevidstheden. Dødsårsagen var formentlig hjerneblødning.
En dansk vicekonsul ankom senere på morgenen i selskab med den dansk-amerikanske præst, pastor Jensen-Kent, som påtog sig at tage vare på afdøde. Han lagde blomster på det afsjælede legeme, han sørgede for, at en dødsmaske blev støbt, og han afholdt en mindehøjtidelighed i bedemandens kapel i Ogden, inden Herman Bang på forlægger Peter Nansens bud blev sendt til Danmark. Han kom hjem i en egetræskiste ombord på Amerika-damperen C.F. Tietgen, og 2. marts blev han bisat fra Jesuskirken i Valby.
Efter højtideligheden blev kisten ført til Vestre Kirkegård. Her indtraf så det sidste af mange dramaer i Herman Bangs liv, da man ved en fejl fik nedsat kisten i den forkerte grav. Da følget var gået hjem, fik man rådet bod på miseren og begravet forfatteren i det gravsted, der var tiltænkt ham.
Der er aldrig blevet sat en gravsten for Herman Bang, og det skyldes, at han ikke ønskede det. Ifølge teaterhistorikeren Robert Neiiendam ville han det sådan, at den plet jord, han kom ned i, ”aldrig måtte smykkes med mindesten eller blomster”, men skulle være ”ukendt i al fremtid.” Det sidste ønske har eftertiden ikke honoreret, og blomster lægges her også i ny og næ, men en sten har man dog ikke formastet sig til.